19 okt

Boganmeldelse: Gamiderne

Gamiderne - af Pelle Ilja Golding

Forfatter: Pelle Ilja Goldin

Udgivet: 2016

Forlag: Apuleius Æsel

Anmelder: Tanja Cederholm

Denne dystropiske konspirationsthriller skal læses ud fra næsten alle de parametre jeg, som anmelder, kan finde på at analysere.

Historien alene virker ret tyndbenet: Mand kommer i fængsel for at bryde med normen – mand flygter – mand og fangevogter udvikler sympati-sammenhold – mand og fangevogter kommer til en-ny-verden – Historien gentager sig.
Budskabet er: “Hav styring over dit eget liv, ikke blot en avatar i andres (magt)spil”. Det lyder banalt, men er det nu også det? Hvem er virkelig ligeglad med hvem der indvirker vores på liv og hverdag?

Nu er ordene alene kun et enkelt parameter, der er også kapitlerne…
Kapitlerne er nummererede, nærmest som en stop-motion film: Handling-Stop. Handling-Stop. Handling-Stop, hvor der svæves over hovedpersonen fra et gudeperspektiv hvorfra vi ikke kan gribe ind, kun betragte. Kapitlerne er sjældent længere end 2 sider.
Del 1 og del 2. Selvom handlingen foregår samtidigt fra start af, er bogen alligevel opdelt i to. Der er bogen mens hovedpersonen er fængslet og længes væk, flugt og ikke-fængsel. Og der er bogen, hvor hovedpersonen er “fri”, men ikke kan slippe tanken om hvad der sker i ikke-fængslet.
Kapitlernes korthed passede i øvrigt perfekt til læsning i bus/tog, på vej til og fra uddannelse eller arbejde, hvor der er tid og anledning til reflektion over hverdagens trivielle hamsterhjul.

Omslaget: Er omslaget kedeligt, svært at finde i mørke? Eller ligner det en computerskærm der er gået i sort…

Persongalleriet: Der er i hele første del af bogen kun en enkelt rigtig levende person af betydning, nemlig hovedpersonen. Personen er identificeret som en mand (så det behøver vi ikke tage mere stilling til) og navngivet efter forfatteren. Uden at der ellers bliver lagt op til det i fortællingen, kan læseren derfor overveje om bogen i virkeligheden skulle være en udgivelse af førstehåndsberetninger?
De øvrige personer i bogen opfører sig som maskiner, er forskræmte eller benægtende – eller slet og ret uvidende om hvad der egentligt sker.
I bogens 2. del (Bog 2) sker der mere, kommer flere personer – og her får læseren igen en helt uventet oplevelse at tage stilling til, hvis man ved – eller søger sig til – betydningen af de navne personerne bærer.

Elektronik: forfatteren er nok det de fleste af os vil kalde “gammeldags”. I 1985 udgav han “Historien om Ono og Elf” (Gyldendal) – da var jeg 3år og kiggede på ænder fra havedøren, med armen om min kat.
Denne aldersforskel skaber naturligvis en kulturkløft, i selvfølgen ved smartphones, computere, internet og informationssøgning.
Det bliver lidt ironisk når forfatteren gør et stort nummer ud af at forklare den tekniske kompleksitet, i at tænde en computer, browse lidt rundt og evt. sende en e-mail, når det han i virkeligheden gerne vil er, at stille spørgsmål ved troværdigheden af disse medier og ruske op i folks egen selvkritiske tilgang til disse.
Dette er faktisk mit eneste “øv” over denne bog, der er tilpas tung, til at hvis ikke læsningen får dig til at åbne øjnene, så kan du få et gok i nøden med den!

Resume:
Samfundsborgeren Ilja anbringes i Engfængslet. Forbrydelsen han har begået straffes med døden og tiden op til henrettelsen skal tilbringes i nærmest utopiske, rekreative omgivelser, fjernt fra resten af menneskeheden.
I Engfængslet kan Ilja dog ikke slappe af. Trods de nok så dejlige omgivelser og frie rammer, den integritet og venlighed han behandles med, er der noget der ikke stemmer. Derfor udtænker han en plan om flugt.
Flugten lykkes/mislykkes og sammen med sin fangevogter når Ilja ‘Den Frie By’. Ifølge fangevogteren skulle byen være et harmonisk samfund drevet af frivillighed og et fælles ønske om en bedre verden, men virkeligheden er knapt så idyllisk.
Som tiden går opdager Ilja, at det snarere er frygt end frivillighed, der driver værket og at de ikke opbygger et samfund, men eksperimentere med midler til at kontrollere og ensrette den selvstændige vilje.
Der er i lejren enkelte andre der, lige som hovedpersonen også stiller kritiske spørgsmål, og på baggrund af de afværgende, manglende svar, planlægges en slags oprør. Der er ikke klarhed over hvori aktionen skal bestå, men begivenhedernes gang tvinger dem til at handle før end ventet.
Herefter står Ilja en tid på egne ben, dog komfortabelt hjulpet på vej af en af samfundets mindst ansete servicepersoner. Ilja indser at han kun kan tage kampen op, ved at vende tilbage til problemets kerne og tage kampen op indefra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *